Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Overgange

Fra børnehave til skole

Information til forældre til kommende skolebørn

 

At skifte job og træde ind på en ny arbejdsplads giver altid sommerfugle i maven og nogle gange kan det føles næsten grænseoverskridende. Sådan er det også for børnene at forlade børnehaven for at træde ind på en ny arena – nemlig skolen.

Det nye job har vi jo som voksne (næsten) altid selv valgt. Børnene har ikke dette valg. Det stiller derfor store krav til de voksne omkring barnet at sikre, at sommerfuglene ikke bliver til bjørne.

Vi har ikke en fasttømret procedure for, hvordan overgangen fra vores børnehave til skolen er – og dog – vi har nogle aktiviteter, der næsten altid finder sted. Vi er så heldige, at vi har et meget tæt samarbejde med skolen som betyder, at børnene ofte kommer på skolen, møder skolens lærer og deltager i aktiviteter sammen med skolens elever. Dette er for os første skridt og det medfører, at børnene er bekendte med de fysiske rammer og kender lidt til dem, de kommer til at møde i skolen.

Udover dette har vi særlige aktiviteter i det sidste halve år inden skolestart, som også har til formål at forberede børnene på det, der venter dem.

Billede fjernet.Derfor:

  • arbejder vi med Hop om bord på legeøen
  • samarbejder vi med børnehaveklassen om fælles aktiviteter
  • har vi overleveringssamtaler med lærerne om de kommende skolebørn
  • har vi skoleindskrivningssamtaler med forældrene

 

Klar til skole?

At være klar til skolestart betyder, at barnet har en række kompetencer for at kunne klare den meget anderledes hverdag og alle de nye krav, der følger med dette. 

I Vesthimmerlands kommune er der særlig 7 kompetencer, som vi vurderer barnet ud fra. Det er:

  • Robusthed: kan barnet tåle udfordringer på forskellige niveauer
  • Behovsudsættelse: kan barnet naturligt styre sine behov og vente
  • Nysgerrighed: er barnet interesseret i at vide mere, undersøge, spørge og kan barnet fordybe sig
  • Vedholdenhed: kan barnet fastholde sin opmærksomhed og blive ved selv om det er svært
  • Automatisering: kan barnet øve sig til noget bliver automatisk, - altså ikke kræver ret meget energi og tankevirksomhed
  • Selvregulering/selvdisciplin: kan barnet acceptere rammer og regler og styre sine følelsesmæssige udsving på en passende måde
  • Gode omgangsformer: kan barnet vise respekt, - tale ordentligt til og om andre og være optræde ordentlig i forskellige sociale sammenhænge.

Via nedenstående link kan du læse mere om de 7 kompetencer og om, hvordan du støtter dit barn i at udvikle disse færdigheder.

Overgange fra dagpleje, vuggestue, børnehave og skole

 

Skoleindskrivningssamtalen

I Kernehuset taler vi i skoleindskrivningssamtalen ud fra om barnet mester de 7 ovenstående kompetencer, når vi kommer med vores vurdering af, om barnet er klar til skole. 

Vi benytter os også af Kompetencehjulet, som er et pædagogisk redskab til observation og vurdering af barnets udviklingsniveau og som giver bud på, hvilke indsatser, der kan hjælpe en given udvikling på vej. 

Vores vurdering er en anbefaling til jer, når I skal træffe beslutning om, hvorvidt barnet er klar til skole eller har behov for en skoleudsættelse. Der kan være forskel på, hvad barnet kan hjemme og i familiære sammenhænge og hvad barnet kan sammen med andre børn og voksne. 

 

Hvordan kan du hjælpe dit barn til en god start i skolen?

Når du har truffet beslutningen om, at dit barn er klar til skole, så er det vigtigt, at du tydeligt viser dit barn, at du tror på, at det er den rigtig beslutning. Hvis du er bekymret eller utryg vil det smitte af på barnet og barnet bliver utryg, har måske svært ved at sige farvel og fortæller udelukkende om dårlige oplevelse.

Når du taler positivt og med positive forventninger om skolestarten, så vil det medvirke til at sommerfuglene ikke bliver til bjørne. Sammen kan I forberede jer til at skolestarten ved at tale om de aktiviteter, der er forbundet med overgange, sammen købe skoletaske og penalhus og måske øve at cykle vejen til skole sammen.

Foreningen Skole og forældre har en række gode råd til dig:

  • Vær opmærksom på, at dit barn kan meget mere end du tror.
  • Hav forståelse for, at dit barn nu bliver en del af et vigtigt fællesskab i klassen.
  • Dit barn kan være meget nervøs, spændt eller træt de første dage og uger. Vær klar til at trøste og hygge.
  • Spørg dit barn, hvad det har lavet i dag og vær aktivt lyttende og deltagende.
  • Lyt altid med forståelse til dit barn, men vid også, at ting kan opleves på flere måder.
  • Du er rollemodel for dit barn, vis vejen til læring, positivt samvær og forståelse for fællesskabet.
  • Børn lærer på forskellige tidspunkter og på forskellig måde. Find ud af, hvordan dit barn lærer og bliver engageret - og fortæl dine observationer til læreren.
  • Accepter at nogle ting kan være svære for dit barn at lære og hjælp så godt du kan.
  • Fortæl dit barn de gode historier om din egen skolegang. Når det er relevant, så fortæl også, hvordan du selv overvandt de svære ting i din skolegang.

 

Forældresamarbejde

Et godt samarbejdet mellem skole/dagtilbud og forældre er meget betydningsfuldt for, at dit barns oplevelse af skolen bliver god. Vores skolebestyrelse har derfor udarbejdet nogle principper, som vi forventer, at I kender til og efterlever. I finder teksten på vores hjemmeside (sammen med andre principper og retningslinjer) - Principper og retningslinjer | Vestrup Skole og LBO eller se det vedlagte bilag.